
FORMÅL:
I foreningens formålsparagraf,
der i hovedtræk har stået uændret siden stiftelsen i 1913, hedder det:
Foreningens formål er at
styrke nationens interesse for søværnet og søfarten, samt at
vedligeholde forbindelsen og kammeratskabsfølelsen mellem personer, der
er eller har været tjenstgørende under Orlogsflaget, eller har eller har
haft ansættelse til søs.
Marineforeningen retter sig
således mod hele "det maritime Danmark". Foreningen optager desuden
personer, der uden at have gjort tjeneste i Søværnet, Marinehjemmeværnet
og/el. Handels- el. Fiskeriflåden, nærer interesse for disse, herunder
beslægtede erhverv, og som i øvrigt har nærmere tilknytning hertil.
Marineforeningen arbejder ud
fra den erkendelse, at Danmark er en maritim nation, hvis historie altid
har været betinget af et troværdigt søforsvar, der kan hævde landets
suverænitet. Hertil kommer, at den danske handelsflåde hører til en af
de mest moderne og effektive i verden, hvilket ligeledes er medvirkende
til at tegne det maritime Danmark.
Marineforeningen har derfor
gennem hele sin historie haft et tæt og godt samarbejde med søværnet og
søfarten.
Marineforeningen lægger vægt
på at bevare "god orlogsskik" og at videreføre de gode maritime
traditioner.
Således har foreningen fra starten
haft en særlig ministeriel tilladelse til at føre orlogsflaget med
foreningens emblem i øverste stangfelt og hejst på flagspil, og alle
møder og sammenkomster i de lokale marineforeninger indledes altid med,
at orlogsflaget bliver hejst, hvorefter der afsynges 1. vers af "Kong
Christian", hvilket afspejler foreningens store respekt for fædreland,
kongehus og søværn. En anden god orlogsskik er, at man i afdelingerne
plejer det gode kammeratskab, som er kendetegnende for folk, der har
gjort tjeneste i søværn og handelsflåden.
GRENAA MARINEFORENING
KLITVEJ 2 - 8500 GRENAA

|